Den blideste start, på egne små ben..

Privat børnepasning med ifavnske værdier og principper, for 1-3 årige 

Hvem står bag Det lille børnehus?



Det gør jeg, Maria. Jeg er 36 år og mor til 4 - en stor pige på 16, en bonussøn på 14 og tvillinger d/p på 11 år. Vi bor sammen i et hyggeligt rækkehus med en skøn og børnevenlig have, som vi bruger en hel masse. Her bor også vores venlige bomuldshund, Kalle, og vores tre katte, Zelda, Snorre og Coco.

Jeg har været privat børnepasser siden sommeren 2020 og har passet mine to yngste børn hjemme i deres første år indtil, de startede i børnehave. 
Jeg arbejder med børnene ud fra min personlige erfaring som menneske og som mor, og ud fra min interesse for børns kognitive udvikling, og behov. Jeg mestrer det meste håndarbejde, er et kæmpe naturmenneske, krible krable entusiast og stor Pippi-fan.

Værdier


Det er min klare holdning, at små børn har bedst af at være omkring deres primære voksne - i de fleste tilfælde deres forældre, men når hverdagen og arbejdslivet kalder, kan jeg være alternativet og det 2. bedste. De som vælger at få deres barn passet hos mig, er familier som prioriterer en familiær løsning, hvor de og deres barn bliver en del af mit hjem og min familie, og hvor den tætte relation vægtes højt.

Jeg tror på, at positiv anerkendelse og rummelighed er vejen frem for de små. Her spiser vi når vi er sultne og sover når vi er trætte. Vi spiser med fingrene, leger med sand, vand og mudder, synger, spiller musik, hopper og danser, mødes med andre private børnepassere og deres børn, tager på små ture til biblioteket, eller rundt i de lokale parker, moser og legepladser - eller hygger hjemme, tegner, putter og læser historier. Hos os er der himmelhøjt til loftet og alle børn bliver set og mødt præcis hvor de er, netop nu. 
Vores dage planlægges ud fra børnenes humør og behov, og med fokus både på det enkelte barn og på børnegruppen som en helhed - det kan nemlig sagtens lade sig gøre i et lille pasningstilbud som vores. 

Adresse

Hulgårdsvej 41

2400 København NV

E-mail
Telefon